Du skal altid færdigmelde et byggearbejde, når der er meddelt byggetilladelse til kommunen. Først ved modtagelse af færdigmelding og afslutning af sagen kan vi ajourføre oplysningerne i Bygnings- og boligregistret (BBR).
Hvis det udførte arbejde ikke kræver byggetilladelse, jf. bygningsreglement 2018 (BR18) §5, har du stadig pligt til at ajourføre din BBR.
Du færdigmelder din byggesag via Byg og Miljø. Her kan du vedhæfte alt relevant materiale.
Hvad indgår i byggetilladelsen?
I din byggetilladelse står der, hvilke kapitler eller tekniske emner sagen er omfattet af. Hvert af disse emner / kapitler skal dokumenteres ved færdigmeldingen.
Den dokumentation, du skal indsende ved ansøgning og færdigmelding af en byggesag, skal sikre, at byggeriet lever op til bestemmelserne i bygningsreglementet. Det er derfor vigtigt, at du er opmærksom på omfanget og kompleksiteten af den dokumentation, der skal indsendes, og at du sætter dig ind i reglerne i de enkelte kapitler. Det kan være nødvendigt at søge hjælp hos en byggerådgiver.
Dokumentationen skal bestå af al relevant materiale, herunder overordnede beskrivelser, forudsætninger, beregninger, tegnings materiale, prøvninger, målinger, fotodokumentation, diagrammer med videre.
Det er altid en god ide at beskrive med tekst, at man henviser til fotodokumentation eller tegninger.
Det er ikke nok kun at fortælle, at du overholder kravene i Bygningsreglementet. Du skal dokumentere/belyse, hvordan bygningen er opført, og hvordan du har opfyldt funktionskrav.
Vejledning og eksempler på dokumentation til byggetilladelsen
For en yderligere uddybning findes der en dokumentationsvejledning her på bygningsreglementets hjemmeside.
Nedenstående er eksempler på dokumentation. Omfanget kan variere alt efter sagens omfang.