Bebyggelsesprocent

Her kan du bl.a. læse, hvordan du udregner bebyggelsesprocenten.

Bebyggelsesprocenten fastsætter, hvor stor en bygning må være i forhold til den grund der bygges på. Bygningsreglementet, lokalplan, byplan og deklarationer fastsætter forskellige bebyggelsesprocenter for forskellige områder.

Bebyggelsesprocenten udregnes ved at sammenholde det samlede etageareal med grundens størrelse. Grundens areal omfatter det areal, der er angivet for det pågældende matrikelnummer.

Bebyggelsesprocent = etageareal x 100/grundens størrelse.

Eksempel:

Hvis der er et hus på 125 kvadratmeter og en grund på 1000 kvadratmeter, så hedder regnestykket:

125 x 100/1000 = 12,5 %

Hvis der opføres en tilbygningen på 50 kvadratmeter, så lyder regnestykket således:

(125 + 50) x 100/1000 =17,5 %

 

Kommunen kan ikke dispensere fra, hvordan man beregner bebyggelsesprocenten.

Hvis en række standardkrav er opfyldt, har du ifølge bygningsreglementet en byggeret som angivet i nedenstående:

  • 60 procent for etagebebyggelse i et område, der i kommuneplanen er udlagt hertil.
  • 40 procent for helt eller delvist sammenbyggede enfamiliehuse herunder dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse og lignende tæt/lav bebyggelse.
  • 30 procent for fritliggende enfamiliehuse og tofamilieshuse med vandret lejlighedsskel beliggende i et parcelhusområde.
  • 15 procent for sommerhuse i sommerhusområder.
  • 45 procent for anden bebyggelse.

Hvis du ønsker at bygge mere, skal kommunen foretage en konkret vurdering. Vurderingen kan bl.a. handle om områdets karakter, bebyggelsens samlede omfang, mv.

I mange lokalplaner, byplaner, og deklarationer er der fastsat en anden bebyggelsesprocent end i Bygningsreglementet. Disse fastsættes af kommunen ud fra den overordnede planlægning i Kommuneplanen.

Selve beregningsmetoden er dog den, der er anført i det bygningsreglement, som var gældende på tidspunktet for vedtagelse af lokalplanen, byplanen eller deklarationen.

Hvis du ønsker at bygge til eller helt nyt, skal du være opmærksom på den begrænsning, der ligger i bebyggelsesprocenten.

Du må ikke bygge mere, end bebyggelsesprocenten giver mulighed for. Heller ikke selvom, det sker inden for eksisterende bebyggelse, fx hvis man ønsker at inddrage loftet til beboelse.

I nogle byplaner er der fastsat en udnyttelsesgrad.

Udnyttelsesgraden beregnes ikke på samme måde som bebyggelsesprocenten, da der til grundens areal lægges et areal, som beregnes som det vejareal, der ligger ud for grunden indtil vejens midtlinie - dog ikke udover 10 m fra grundens grænse.

Tillægsarealet kan i intet tilfælde medregnes med mere end 1/4 af grundens areal.

Ved beregning af etagearealet af tagetager, der kan udnyttes, medregnes det areal, der i et vandret plan 1,5 m over færdigt gulv ligger inden for planets skæring med tagbeklædningens udvendige side. Det areal, der ligger uden for 1,5 m linien, skal ikke medregnes.

Tagetagens areal ligger typisk mellem 70% og 75% af stueetagens areal.

Kontakt

Center for By og Bæredygtighed

Telefon: 56 18 20 00

Email: cbb@solrod.dk

Solrød Center 1, 2680 Solrød Strand

Vi anbefaler, at du bruger sikker mail, når du skriver til os.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)