STU er en treårig ungdomsuddannelse for unge under 25 år med særlige behov, som ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, heller ikke med særlig støtte.
Uddannelsen tilrettelægges individuelt og har til formål at styrke den unges personlige, sociale og faglige kompetencer, så den unge får de bedst mulige forudsætninger for et selvstændigt og aktivt voksenliv.
Målgruppe og visitation
Solrød Kommune vurderer i dialog med den unge, om vedkommende er i målgruppen for STU. Kommunen har nedsat et visitationsudvalg, som behandler sager om unge, der indstilles til STU. Visitationsudvalget består af repræsentanter fra Jobformidlingen og Uddannelsesvejledningen..
Hvis den unge vurderes at være i målgruppen, udarbejdes en individuel forløbsplan, og der tages stilling til et relevant uddannelsessted.
Kontakt UngSolrød for at høre mere om visitationsprocessen.
Valg af uddannelsessted
Den unge skal som udgangspunkt have mulighed for at vælge mellem mindst to relevante uddannelsessteder. Der kan dog være undtagelser, eksempelvis ved særligt specialiserede behov eller uforholdsmæssigt store prisforskelle. Den unge har desuden ret til at foreslå et andet uddannelsessted. Kommunen skal imødekomme ønsket, hvis lovens betingelser er opfyldt.
Find uddannelsessteder på STU-overblik
Kvalitet og opfølgning
Solrød Kommune har ansvar for at sikre, at STU-uddannelsesstederne lever op til lovgivningens krav. Kommunen indgår kvalitetsaftaler med eksterne uddannelsessteder og skal følge op på, at aftalerne overholdes.
Overgang fra STU
Under uddannelsen arbejdes der med den unges muligheder efter STU, herunder videre uddannelse, beskæftigelse, fritidsaktiviteter eller sociale aktiviteter. Senest 12 måneder før uddannelsens afslutning påbegyndes arbejdet med et ressourcepapir, som skal understøtte planlægningen af den unges videre forløb.
Råd og vejledning
Har du spørgsmål om STU, målgruppevurdering, visitation eller valg af uddannelsessted, kan du kontakte Solrød Kommunes Uddannelsesvejledning hos UngSolrød.