Om Solrød Genoptræningscenter
Genoptræningscenteret er en del af Center for Sundhed og Omsorg. Vi er et dynamisk team bestående af fysioterapeuter, ergoterapeuter, diætist, sygeplejerske, en administrativ medarbejder og en daglig leder. Solrød Genoptræningscenter varetager en bred vifte af trænings- og rehabiliteringsindsatser af kommunens borgere. Vi arbejder ud fra et sundhedspædagogisk perspektiv i tilgangen til borgerne.
Hvem kan få genoptræning og rehabilitering?
Solrød Kommune tilbyder dig træning hvis du:
- er henvist med en genoptræningsplan fra et sygehus jf. §140 Sundhedsloven.
- er henvist til ryg, -kroniker- eller cancerrehabilitering fra din egen læge eller sygehuset jf. §119 Sundhedsloven.
- er henvist til et kommunalt sundheds- og forebyggende tilbud fra din egen læge jf. §119 Sundhedsloven.
- har haft et fald i funktionsniveau og er blevet visiteret et genoptræningsforløb af Visitationen jf. §86.1 eller §86.2 Serviceloven.
- er henvist fra din sagsbehandler i Jobcenteret.
- modtager et rehabiliteringsforløb i hjemmeplejen jf. §83A Serviceloven.
Når du som borger i Solrød Kommune bliver henvist til genoptræning, kan det enten ske som hjemmetræning eller i Genoptræningscenteret, Solrød Center 3, 2680 Solrød Strand. Dit behov for genoptræning, vedligeholdende træning eller rehabilitering bliver individuelt vurderet og planlagt i samarbejde med terapeuten. Genoptræningen bliver varetaget af fysio- og eller ergoterapeuter.
Både genoptræning, rehabilitering og vedligeholdende træning er tidsbegrænset. Træningen foregår oftest én til to gange om ugen afhængig af dit behov, og kan foregå individuelt eller på hold.
Vi forventer, at du deltager aktivt i og tager medansvar for dit træningsforløb. Ofte vil terapeuten instruere i og aftale bestemte øvelser med dig, som skal laves hjemme, eller du får bestemte hverdagsopgaver, som du skal løse på egen hånd.
Træningen er gratis.