Valget af bekæmpelsesmetode afhænger bl.a. af, hvor mange planter, man skal bekæmpe. Du kan finde en oversigt over bekæmpelsesmetoder efter bestandstørrelse her.
Sikkerhed først!
Saften fra Kæmpebjørneklo kan forårsage stor skade ved kontakt med huden, hvis huden efterfølgende bliver udsat for sollys. Det er derfor vigtigt at foretage nogle sikkerhedsforanstaltninger inden bekæmpelse af planten.
Sollys forstærker plantesaftens gift, så bekæmp derfor aldrig i direkte sollys, men vælg en overskyet dag. Brug solcreme og medbring vand og sæbe, når du tager ud for at bekæmpe. Får man saften på sig, bør man vaske sig hurtigt og helst med sæbe. Undgå sollys. Ifør dig dækkende beklædning som f.eks. regntøj, der ikke gennemvædes af saften samt handsker og hjelm med vesir eller andet, der dækker ansigtet. Huden kan efterfølgende behandles med midler, som bruges mod insektbid
Rodstikning
Rodstikning benyttes i mindre bestande, som endnu ikke har sat frø.
Hvordan gør jeg?
Roden skæres over 45° vinkel under vækstpunktet, ca. 10 cm under jordoverfladen. Vær opmærksom på, hvilken retning planten vælter, så man ikke bliver ramt.
Hvornår skal jeg gøre det?
Rodstikning kan foretages i hele sæsonen, men er mest hensigtsmæssigt i foråret, inden planterne bliver for store. Dog ikke for tidligt, for så kommer planterne igen. Fordelen er, at man dræber planten med det samme.
Vær opmærksom på ...
Planterne kan efterlades, hvis jordkontakt undgås, for ellers skyder de igen. Alternativt samles de sammen og brændes.
Det er en fysisk hård metode, men den er meget effektiv. Derfor er metoden mest egnet i små bestande.
Ovenfor ses et billede af roden fra en kæmpebjørneklo, der er rodstukket korrekt, og hvor vækstpunktet er skåret over.
Slåning
Slåning anbefales ofte, da det er nemt og mindre fysisk hårdt i forhold til andre bekæmpelsesmetoder.
Hvordan gør jeg?
Slåning kan ske enten maskinelt eller med le. Slåning slår ikke planten ihjel, men udsulter den langsomt.
Hvor tit skal jeg gøre det?
Slåningen skal gentages mange gange (typisk 3-4 gange) på en sæson fra april-oktober. Slåningen skal gentages år efter år, men det virker, og planterne udsultes og forsvinder med tiden.
Vær opmærksom på...
Hvis slåningen sker for sent på sæsonen, er der risiko for, at der sker en spredning af frøene.
Det anbefales ikke at slå med buskrydder med snøre eller med slagle, da det hvirvler saften op. Vælger man alligevel at gøre det, skal man sørge for at være godt dækket til.
Skærmkapning
Hvordan gør jeg?
Skærmkapning foretages lettest med et høgenæb, gerne på teleskopstang.
Hvornår skal jeg gøre det?
Skærmene skal kappes i juni/juli, umiddelbart efter at planten har smidt de hvide blomster, men inden frøene modner.
Normalt dør planten, efter den har sat skærm. Planterne kan dog i nogle tilfælde sætte nye blomster/sideskærme. Det sker især, hvis skærmene kappes lidt for tidligt. Derfor kan det være nødvendigt at gentage behandlingen efter 2-3 uger.
Vær opmærksom på...
Skærmkapning kan være lige så effektiv som slåning, men metoden er meget arbejdskrævende, og tidspunktet for kapningen er meget afgørende for resultatet.
Skærmkapning giver nærkontakt med planterne. Det er derfor vigtigt, at der bruges sikkerhedsbriller og tøj, hvor saften ikke kan trænge igennem fx regntøj og vandtætte handsker.
Skærmkapning er en fysisk hård metode, men den er effektiv, hvis den foretages på det rette tidspunkt.
Gasbrænding
Gasbrænding kan bruges på nyespirede planter og er en nem og effektiv metode til at udrydde kæmpebjørneklo.
Hvordan gør jeg?
Gasbrænding foretages ved at afbrænde nyspirede planter, og de slåes ihjel ved gentagen afbrænding.
Hvornår skal jeg gøre det?
Gasbrænding foretages tidligt på sæsonen i marts/april og gentages, hvis nye planter spirer senere på sæsonen.
Vær opmærksom på ...
Der kan være brandfare, hvis der i en periode har været meget tørt vejr.
Afdækning
Afdækning bruges på store arealer, hvor bestanden er stor. Metoden er nem, men ikke fordelagtig for andre planter i samme område.
Hvordan gør jeg?
UV-uigennemtrængelig plast lægges løst ovenpå området med Kæmpebjørneklo. Plasten afskærmer planterne for lys, og de dør. Pløkker og sten kan bruges til at fastgøre plasten.
Hvornår skal jeg gøre det?
Afdækning skal foretages i hele vækstsæsonen fra april-august, og planterne skal holdes afdækket til, de er visnet helt.
Vær opmærksom på ...
Det er vigtigt at fjerne grene og lignende skarpe genstande, der kan lave hul i plasten, da dette kan spolere hele metoden. Det er også vigtigt at fjerne gamle frøstande, så frøene ikke lever videre i jorden.
Store og livskraftige planter kan overleve denne metode, men afdækning vil i bedste tilfælde slå 98-99 % af planterne ihjel.
Afdækningen kræver løbende opsyn for at sikre total afdækning. Efter kraftig blæst eller voldsomt vejr i afdækningsperioden er det vigtigt at tjekke, om plasten stadig ligger, som den skal.
Græsning
Græsning er en effektiv og miljøvenlig metode til bekæmpelse af Kæmpebjørneklo. Især får er gode til at spise planten.
Hvordan gør jeg?
Ved græsning æder dyrerne planten og udsulter den. Afhængigt af størrelsen på bestanden af Kæmpebjørneklo skal man sørge for, at græsningstrykket er moderart til højt. Får er gode at bruge, da de græsser både på små og store planter af Kæmpebjørneklo. Kvæg kan også benyttes, men det afhænger af race, hvor effektive de er.
Hvornår skal jeg gøre det?
Græsning kan foretages i hele plantens vækstsæson fra marts-oktober og gerne flere år i træk med moderat til højt græsningstryk.
Vær opmærksom på ...
Nogle dyr kan have følsom hud og være overfølsom overfor Kæmpebjørnekloens saft. Enkelte planter kan stå udenfor dyrenes rækkevidde og skal bekæmpes manuelt.
Kemisk bekæmpelse
Hvis bjørneklobestanden ikke er indenfor to meter fra et vandløb eller anden natur, er det tilladt at bruge kemisk bekæmpelse. Glyphosat har en effektiv virkning og er godkendt til bekæmpelse af kæmpebjørneklo i Danmark.
Hvordan gør jeg?
Der er flere metoder til kemisk bekæmpelse. Man kan bruge en rygsprøjte og afskærmet sprøjtelanse eller med weed wiper eller pensling. Disse metoder bruges for at undgå, at al anden vegetation også tager skade.
Hvornår skal jeg gøre det?
Det anbefales at starte bekæmpelsen tidligt om foråret, hvor planterne er omkring 20-25 cm høje. Det kan være nødvendigt med endnu en behandling inden udgangen af maj, da nye planter kan spire efter første behandling.
Vær opmærksom på ...
Sprøjtning skal ske i tørt og stille vejr, så andre planter ikke tager skade af en evt. spredning af bekæmpelsesmidlet.
Du kan læse mere om bekæmpelsesmetoder på Miljøstyrelsens hjemmeside .