Heste i Trylleskoven

Naturplejen på kommunens mest sjældne natur varetages af 4 heste, som hjælper med at holde arealet naturligt og biodiversiteten høj. Dette er også til stor gavn for vores mest sjældne beboer: Argusblåfuglen.

Naturen som i gamle dage

Trylleskoven er et af Solrød Kommunes mest værdifulde og største sammenhængende naturområder. Her kan man nyde skov, hede, overdrev, vandløb og strand. Hele området er fredet, og størstedelen er beskyttet natur.

Nord og syd for selve skoven finder man en af de sidste lyngheder på Sjællands østkyst. Ud over Trylleskoven er der kun én anden hede på østkysten. I gamle dage var denne naturtype meget mere udbredt, men nu finder man den næsten kun i Jylland.

Fire heste hjælper med naturplejen på hederne. På den sydlige fold græsser to shetlandsponyer, og på den nordlige fold går to exmoorponyer. Det er robuste racer fra rå egne i Storbritannien, som er egnede til at gå ude hele året, når de holdes under de rette forhold og tilses løbende.

Ponyerne er en vigtig del af naturplejen i området. Når de græsser, er de med til at skabe variation i vegetationen, så der opstår flere forskellige levesteder for planter, insekter og fugle. Hestene trives på næringsfattige områder, netop som heden i Trylleskoven, og de spiser uden om de blomstrende urter, som vokser på området, så heden får et mere varieret planteliv. De tygger lyngen ned, hvilket er med til at forynge den, og deres afføring efterlader de i dynger, som skaber unik variation til fordel for planter og insekter.

En sjælden beboer

Et af de insekter er argusblåfugl. Det er en sjælden dagsommerfugl, som holder til på kystnære områder, især hvor der er lyng.

Argusblåfuglen er afhængig af lyng, fordi dens larver primært lever af denne plante. Larven indgår i et snedigt samarbejde med sort havemyre, som også trives på heden. Blåfuglen lægger sine æg tæt på myrens duftspor, og når larven kommer ud af ægget, bliver den beskyttet af myrerne, som samler den op og bærer den ned i myreboet. Her udskiller larven et sukkerstof, som myrerne spiser som ”betaling” for beskyttelsen. Om dagen er larven i myreboet, beskyttet mod farer som fugle, andre insekter og udtørring i solen. Om natten smutter larven ud af boet og spiser af lyngen i fred. Når larven er klar til at forpuppe sig, bliver puppen igen båret ned i myretuen og beskyttet, indtil den voksne argusblåfugl er klar til at flyve ud i det fri for at begynde cyklussen på ny.

I 2023 gik Solrød Kommune over til at bruge heste frem for får til at pleje hedeområderne, og det har haft en meget positiv indflydelse på bestanden af argusblåfugl i Trylleskoven.

Trivsel for dyr og mennesker

Det er vigtigt for kommunen, at naturplejen sker på en måde, hvor hensynet til biodiversitet og dyrevelfærd går hånd i hånd.

Derfor fører vi dagligt tilsyn med hestene i samarbejde med den dyreholder, der har det ansvaret for dem. Ved tilsynet kontrolleres blandt andet, at dyrene har adgang til frisk vand, og at de trives og er ved godt huld. Selvom hestene har levet ude hele deres liv og stammer fra det skotske højland og de engelske heder, så kan de have behov for tilskudsfoder, hvis vinteren bliver særligt hård. Hestene har læskure, hvor de har adgang tørt leje under alle forhold, og foldene har opvarmet vandforsyning, så deres vand ikke fryser til is, når kulden bider. Der er desuden tilknyttet dyrlæge, som tilser ponyerne ved behov.

Det er strengt forbudt at fodre ponyerne. De har altid selv fundet føde i naturen, så en pludselig ændring i deres fodring kan gøre dem syge. De kan også ændre adfærd, hvis publikum fodrer dem, så de bliver mere opsøgende over for mennesker. Opsøgende ponyer kan komme til at nappe eller skubbe eller i værste fald sparke, hvilket kan være ubehageligt og farligt, særligt for børn. Hestene må af den grund kun fodres af mennesker med tilknytning til projektet. Disse personer kan let genkendes, da de altid bærer grønne veste. Overtrædelse kan medføre politianmeldelse og bødestraf. Kontakt kommunen, hvis en hest virker tynd eller syg.

I de kommende år arbejder Solrød Kommune videre med at udvikle naturplejen i Trylleskoven. I 2025 blev  den sydlige fold udvidet, og i 2026 blev strømføringen og vandforsyningen til sydfolden opdateret. Formålet er at understøtte både naturkvaliteten og de praktiske rammer for græsningen, så både hestene, blåfuglen og hele naturen på heden trives så godt som muligt.

 

Kontakt

Center for By og Bæredygtighed

Telefon: 56 18 20 00

Email: cbb@solrod.dk

Solrød Center 1, 2680 Solrød Strand

Vi anbefaler, at du bruger sikker mail, når du skriver til os.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)