Naturpleje i Natura 2000- området Ølsemagle Strand og Staunings Ø

Solrød Kommune arbejder i disse år med flere forskellige naturplejeindsatser i Natura 2000-området Ølsemagle Strand og Staunings Ø. Det betyder, at du som nabo eller besøgende kan opleve, at der bliver ryddet vegetation, bekæmpet invasive arter og forberedt nye områder til afgræsning. På denne side kan du læse om, hvorfor vi plejer området, hvad der skal ske, og hvem du kan kontakte, hvis du har spørgsmål.

Natura 2000 og kommunens forpligtelser

Ølsemagle Strand og Staunings Ø er en del af Natura 2000, som er et europæisk netværk af særligt beskyttede naturområder. Området består blandt andet af strandenge, lagune og revler og er især udpeget på grund af den særlige revledannelse, som Staunings Ø og Ølsemagle Revle udgør. Lagunen med barriereøerne er noget af det mest unikke strand-natur vi har og det er vi forpligtet til at bevare. I Natura 2000-handleplanen for området er der blandt andet fokus på at sikre og forbedre den eksisterende natur, udvide afgræsningen af strandengene på indersiden af lagunen og bekæmpe invasive arter.

Sådan her ser strandengen ud, hvor den er groet til i tagrør. Biodiversiteten er lav, næringsindholdet højt, og det er svært at komme til som fugl eller blomst

Hvorfor skal området plejes?

Strandengene langs lagunen er lysåbne naturområder, men de bevarer ikke nødvendigvis deres karakter og naturkvalitet uden pleje. De seneste mange år er området vokset til i tagrør, og den manglende naturlige græsning har givet invasive plantearter som sildig gyldenris og japansk pileurt mulighed for at sprede sig. Den udvikling forringer levevilkårene for de planter og dyr, som er knyttet til den lysåbne strandeng. Derfor arbejder kommunen blandt andet med afgræsning, rydning og bekæmpelse af invasive arter. Plejen bliver tilrettelagt efter forholdene og i samarbejde med strandens lodsejere.

Sådan her ser strandengen ud der, hvor den afgræsses - lavere, mere sollys, mere plads til liv.

strandeng

Afgræsning - hvad kommer det til at betyde?

Solrød Kommune arbejder med at udvide den eksisterende græsning og etablere mere sammenhængende afgræsning på strandengene langs lagunen. Afgræsning med køer skal være med til at holde vegetationen nede og skabe bedre betingelser for strandengens natur. Projektet er fortsat under planlægning, og kommunen er i dialog med de berørte grundejere. Hvis projektet gennemføres, vil der blive etableret hegn, låger og de øvrige faciliteter, der er nødvendige for dyreholdet. Der vil fortsat blive taget hensyn til offentlighedens adgang til området, og det er målet, at der skal være færre dyr pr hektar. Når projektet udvikler sig, opdaterer vi denne side med mere information om dyrene, hegningen og om, hvordan du skal forholde dig, når du færdes i området.

Hvad sker der i 2026-2027?

I 2026 udførte kommunen i samarbejde med lokale borgere en række rydningsspor i strandengen. Formålet var at undersøge bæreevnen af strandengen, så vi har en bedre ide om, hvor et evt. hegn vil kunne stå i forbindelse med afgræsning. 

I efteråret 2026 vil der blive bekæmpet japansk pileurt ved fugletårnet for enden af Jersie Park. Det kommer til at foregå ved opgravning, så der vil man kunne opleve nogle dage med en del maskinel arbejde. Opgaven varetages af Care4Nature, som er specialister i netop denne bekæmpelsesmetode, og det kommer til at foregå med stor omhu og respekt for naturen.

Samtidig er kommunen i dialog med alle de grundejere, der bor ud til vandet ved lagunen i håbet om at kunne gå sammen om et fælles projekt med at sætte hegn op og etablere naturagræsning med køer på store dele af strandengen. Nyheder og opdateringer vil komme her på siden, når der sker mere på den front. 

Kontakt kommunen ved spørgsmål

Har du spørgsmål til naturplejen, eller oplever du noget i området, som du mener, kommunen bør være opmærksom på, er du velkommen til at kontakte os.

Center for By og Bæredygtighed
Solrød Kommune
E-mail: spr@solrod.dk
Telefon: 56 18 20 00

Du kan også følge med på denne side, som bliver opdateret, når der sker nyt i forbindelse med naturplejen.

Kontakt

Center for By og Bæredygtighed

Telefon: 56 18 20 00

Email: cbb@solrod.dk

Solrød Center 1, 2680 Solrød Strand

Vi anbefaler, at du bruger sikker mail, når du skriver til os.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)