Kollektiv opvarmning

Læs om mulighederne for at blive tilsluttet den kollektive varmeforsyning samt muligheder for dispensation.

OBS. En ny lovændring gør, at der ikke længere er tilslutningspligt i områder, hvor der er kollektiv naturgasvarmeforsyning.

Nu er det ikke længere et krav, at du som borger skal søge om dispensation, hvis du gerne vil skifte fra naturgas til en anden varmeforsyningskilde.

Indtil for nylig har det i nogle områder i kommunen været lovpligtigt at ansøge om dispensation, hvis man ikke har ønsket at være tilsluttet naturgas. Bestemmelser om tilslutningspligt til naturgas er nu uden virkning. I en ny lovændring, der trådte i kraft d. 1 juli 2022, fremgår det, at "Bestemmelser i lokalplaner, der medfører tilslutningspligt til kollektive varmeforsyningsanlæg til fremføring af naturgas, er uden virkning."

Se det vedtagne lovforslag her

OBS. Kommunerne har pr. 1. januar 2019 ikke længere mulighed for at pålægge tilslutningspligt i nye fjernvarmeområder. Der kan fortsat være tilslutnings- og forblivelsespligt til eksisterende fjernvarmeområder.

Læs mere om reglerne herunder

Tilslutningspligt udarbejdes af det kollektive forsyningsselskab eller i en lokalplan.

I særlige tilfælde kan byrådet give dispensation for tilslutnings- eller forblivelsespligten, jf. nedenfor.

Tilslutningspligt betyder:

• At et forsyningsselskab kan opkræve tilslutningsafgift eller en fast årlig afgift hos en ejendomsejer. Tilslutningsafgiften er en engangsbetaling.

• At der ikke er aftagepligt. Det vil sige, at du godt kan etablere en alternativ varmekilde, for eksempel en varmepumpe, og aftage varme derfra, men afgifterne til den kollektive forsyning skal du fortsat betale. For eksisterende ejendomme træder forpligtelsen i kraft senest 9 år efter, at byrådet har truffet beslutningen, mens tilslutningenspligten for nybebyggelse gælder fra det tidspunkt, hvor ejendommen tages i brug.

Ved tilslutningspligt behøver man hverken at være tilsluttet eller at have pligt til at aftage varme.

 

Følgende kategorier af eksisterende bebyggelse kan ikke pålægges tilslutningspligt:

1. Bygninger, hvor omstilling til kollektiv varmeforsyning på grund af nødvendige, større installations- eller bygningsmæssige ændringer efter kommunalbestyrelsens skøn vil være uforholdsmæssig bekostelig.

2. Bygninger, der er indrettet med et vedvarende energianlæg, som eksempelvis solvarmeanlæg, varmepumper, træfyr eller halmfyr, og hvor anlægget - eller anlæggene tilsammen - efter kommunalbestyrelsens skøn har en kapacitet, som kan dække mere end halvdelen af bygningens energiforbrug til opvarmning og forsyning med varmt vand.

3. Bygninger, hvor overskudsvarme fra produktionsvirksomhed efter kommunalbestyrelsens skøn dækker mere end halvdelen af bygningens energiforbrug til opvarmning og forsyning med varmt vand.

4. Bygninger, der påregnes nedrevet inden for en kortere årrække.

5. Bygninger, der ikke er beregnet til at være konstant opvarmet i fyringssæsonen.

6. Eksisterende lavenergibygninger, jf. § 1, nr. 5. For nybyggeri gælder, at opføres det som lavenergibyggeri jf. kravene i det til enhver tid gældende bygningsreglement, er ejendommen fritaget for.

Ejendomme, der frivilligt har tilsluttet sig et varmeforsyningsanlæg, kan blive pålagt forblivelsespligt. Det betyder, at ejendommen skal forblive tilsluttet anlægget. Et forsyningsselskab kan ikke opkræve tilslutningsafgift ved påbud om forblivelsespligt.

Forblivelsespligt gælder med det samme.

Hent bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.

Følgende kategorier af eksisterende bebyggelse kan ikke pålægges forblivelsespligt:

1. Bygninger, der er indrettet med et vedvarende energianlæg, som eksempelvis solvarmeanlæg, varmepumper, træfyr eller halmfyr, og hvor anlægget - eller anlæggene tilsammen - efter kommunalbestyrelsens skøn har en kapacitet, som kan dække mere end halvdelen af bygningens energiforbrug til opvarmning og forsyning med varmt vand.

2. Bygninger, hvor overskudsvarme fra produktionsvirksomhed efter kommunalbestyrelsens skøn dækker mere end halvdelen af bygningens energiforbrug til opvarmning og forsyning med varmt vand.

3. Bygninger, der ikke er beregnet til at være konstant opvarmet i fyringssæsonen.

4. Eksisterende lavenergibygninger, jf. § 1, nr. 5.

Ejere af ejendomme, der er pålagt tilslutningspligt eller forblivelsespligt til et kollektivt varmeforsyningsanlæg, kan ikke senere kræve sig fritaget for pligten under henvisning til ovenstående bestemmelser. Der er dog mulighed for at søge dispensation.

Er din ejendom allerede omfattet af en tilslutnings- eller forblivelsespligt, er der mulighed for at søge om dispensation. Dispensationen gives kun i særlige enkeltstående tilfælde, med mindre du er folkepensionist eller opfører et lavenergibyggeri. 

Folkepensionister

Hvis du er folkepensionist, får du automatisk dispensation fra tilslutningspligten, hvis du sender en skriftlig ansøgning til os. Der er dog en betingelse, at du ejede ejendommen på det tidspunkt, da tilslutningspligten blev indført, og at du er fyldt 65 år inden den seneste frist for tilslutning. I ansøgningen skal der derfor stå din fødselsdato, og datoerne for hvornår du overtog og flyttede ind på din ejendom. Når du får dispensation fra tilslutningspligten, kan forsyningsselskabet ikke opkræve tilslutningsafgift eller faste afgifter. Dispensationen bortfalder ved ejerskifte.

Lavenergibygninger

Nye lavenergibygninger bruger så lidt varme, at det ikke er rentabelt at tilslutte dem til kollektiv varme. Derfor har de krav på en dispensation fra tilslutningspligten. Bygningen skal overholde kravene til lavenergibyggeri jf. det til enhver tid gældende bygningsreglementet.

Se mere på bygningsreglementet.dk.

Du skal sende en eventuel ansøgning om dispensation fra tilslutningspligten sammen med en evt. ansøgning om byggetilladelse til Center for By og Bæredygtighed på e-mail CBB@solrod.dk. Du vil kunne få dispensation, hvis tidligere nævnte forhold gør sig gældende og kan dokumenteres.

Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:

• Oplysninger (adresse og/eller matrikelnummer) på den ejendom ansøgningen vedrører

• Begrundelse for ønske om fritagelse/dispensation samt dokumentation for begrundelsen

• Periode som fritagelse/dispensation ønskes for

• Det årlige varmeforbrug i bygningen

• Overslag over udgifter ved installation af kollektive varmeforsyning i bygningen

• Ugentlig benyttelsestid

• Eventuelle planer om og tidsplan for nedrivning eller erstatning af bygningen med permanent bygger (gælder kun for midlertidige bygninger)

Kontakt

Center for By og Bæredygtighed

Telefon: 56 18 20 00

Email: cbb@solrod.dk

Solrød Center 1, 2680 Solrød Strand

Vi anbefaler, at du bruger sikker mail, når du skriver til os.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)