Tilbud til borgere med demens

I Solrød Kommune er der en række muligheder for sociale fællesskaber, når man har en demenssygdom.

Daghjemmet Oasen

Oasen er et daghjem for borgere med demens eller symptomer på demens. Daghjemmet er indrettet, så det ligner et privat hjem, og aktivitetstilbuddene er letgenkendelige fra hverdagen. 

Du kan komme 1-5 dage om ugen. Sammen finder vi ud af, hvad dit behov er. Oasen har åbent alle hverdage. Der er mulighed for at blive visiteret til kørsel, så du kan blive hentet og kørt hjem igen. Der er brugerbetaling på kørsel og forplejning.

En medarbejder fra Oasen vil blive din faste kontaktperson. Du vil blive tilbudt et besøg af din kontaktperson inden for de første par måneder efter opstart. Der er ansat fire social- og sundhedsassistenter i Oasen.

Er du interesseret i at komme i Oasen, skal du eller dine pårørende henvende jer til Demensteamet. Så vil de vurdere, om du kan visiteres til Oasen. Du er velkommen til at kontakte Demensteamet eller Oasen, hvis du har nogle spørgsmål om Oasen. 

Daghjemmet Oasen tlf. 56 18 19 71.

"Bussen"

"Bussen" er et tilbud til borgere med demens i let til moderat grad.

Man skal visiteres til en plads i "Bussen", og man bliver som udgangspunkt tilbudt én dag - tirsdag eller fredag. 

"Bussen" er et tilbud, hvor der er mulighed for at komme på små udflugter fx en skovtur, en tur til Køge Havn eller andet alt efter vejr og vind. Borgerne i bussen vil blive inddraget i planlægningen. "Bussen" varetages af to social- og sundhedsassistenter. Der er plads til syv borgere. 

Hvis man bliver visiteret til en plads i "Bussen", bliver man kontaktet og får tilbudt et besøg af sin kontaktperson. Borgeren skal selv sørge for madpakke til turen. 

Få mere information om tilbuddet hos Demensteamet.

Torsdagcafé - i samarbejde med Ældre Sagen

Torsdagscaféen er et mødested til dig, der har en demenssygdom og bor i egen bolig. 

Her kan du mødes med andre, der har en demenssygdom og have en hyggelig formiddag. Caféen er hver torsdag kl. 9:30-12:00. Det foregår på Aktivitets- og Frivilligcenteret, lokale 1. Du skal selv sørge for transport til og fra torsdagscaféen.

Caféen drives af frivillige fra Ældre Sagen. Alle frivillige kender til demens eller har haft demens inde på livet.

Du skal tilmelde dig Torsdagscaféen. Information kan fås hos Demensteamet.

Solrød Kommune har forskellige tilbud til pårørende med demens.

Kursus for pårørende

Kurset er til dig, som er ægtefælle/samlever, barn (over 18 år) eller på anden måde har tæt kontakt til et menneske med demens, som bor i eget hjem.

Undervisningen kommer omkring forskellige emner, som giver dig viden, forståelse og redskaber til at leve, støtte og være sammen med et menneske, der har en demenssygdom. 

På kurset kommer vi omkring følgende aspekter

  • De forskellige demenssygdomme og hvordan demenssygdomme kan påvirke funktion og hverdagen.  
  • Du får viden om de faktorer, der kan have indflydelse på trivsel og adfærd hos personen med demens udover demenssygdommen
  • Kommunikation
  • Hvordan du drager omsorg for dig selv
  • Regler og lovgivning på demensområdet

Kommende kursusdatoer bliver offentliggjort i 2025. Datoerne bliver offentliggjort på denne side.

Kurset er gratis og oprettes ved mindst otte deltagere. Der er mulighed for max 14 deltagere. 

Har du spørgsmål til forløbet, er du velkommen til at kontakte Demensteamet.

Afløsning i eget hjem

Solrød Kommune tilbyder aflastning i eget hjem til pårørende, der bor sammen med en ægtefælle/samlever med demens.

Hvis man som pårørende har svært ved at forlade hjemmet, fordi ægtefælle/samlever med demens ikke kan være alene, kan der være mulighed for besøg af et særligt afløsningsteam fra hjemmeplejen i det tidsrum, du er væk. 

Kontakt Demensteamet, og hør mere.

Pårørende gruppe

I pårørendegruppen kan du dele dine tanker med andre i samme situation. Der bliver lyttet til dine oplevelser og problemer som pårørende, og du får mulighed for at skabe et nyt netværk. De strukturer og emner, vi benytter i grupperne, er med baggrund i materiale fra National Videnscenter for Demens.  

I gruppen deltager altid mindst én demenskoordinator. Der henstilles til, at gruppen er et lukket rum, så der kan foretages fortrolige samtaler. 

Vil du deltage i en gruppe, så kan du tilmelde dig hos demensteamet. Vi starter løbende nye grupper op. 

Pårørendegruppe for ægtefælle/samlever 

Den 2. mandag i hver måned kl. 12:30 - 14:30  (Lukket for tilgang). Foregår på Aktivitets og Frivilligcenteret i Solrød.

Pårørendegruppe for ægtefælle/samlever, hvor ægtefælle med demens bor på Christians Have:

Den 2. og 4. tirsdag i måneden, kl. 13:00 - 15:00 (Lukket for tilgang). Foregår på Christians Have.

Kontakt

Demensteamet

Telefon: 56 18 24 41

Email: demensteam@solrod.dk

Solrød Center 85, 1. sal, 2680 Solrød Strand

Vi anbefaler, at du bruger sikker mail, når du skriver til os.

Skriv via Borger.dk (Borger)