Ansøg om visiteret bolig
Hent ansøgningsskema til visiteret bolig
Hvordan ansøger du om en bolig?
Du skal ansøge om visiteret bolig hos Visitationen. Du kan ansøge både digitalt eller ved at udfylde en ansøgningsblanket.
Ansøgningsblanketten kan enten afleveres i Borgerservice i Solrød kommunes åbningstid, sendes med brev eller sendes som vedhæftning via digital post.
Hvis du ikke selv kan udfylde en ansøgning, kan du få hjælp til det ved at møde op i Borgerservice og trække et nummer eller ved at kontakte Visitationen og bede om et visitationsbesøg.
Hvordan søger du, hvis du bor udenfor Solrød kommune?
For at blive godkendt til den bolig, som du søger om, skal du både opfylde kriterierne for en visiteret bolig din nuværende kommune og i Solrød kommune. Du finder kriterierne for boligerne i de kvalitetsstandarder, som både din bopælskommune og Solrød komme er forpligtet til at have på deres hjemmesider.
Hvis du ikke bor i Solrød kommune, men ønsker at flytte i en visiteret bolig i kommunen, skal du først ansøge om en visiteret bolig i din nuværende bopælskommune. Du skal oplyse, at du ønsker, at flytte i en bolig i Solrød, når du søger ved din nuværende kommune. De vurderer først om du opfylder kriterierne i din nuværende bopælskommune. Hvis du opfylder kriterierne sender de herefter din ansøgning og deres vurdering af sagen til Solrød kommune, der så også skal behandle din ansøgning.
Hvad skal du være særligt opmærksom på, hvis du søger på vegne af en anden?
Du skal være opmærksom på, at det kun er den person, der skal bo i boligen, der kan ansøge om den.
Søger du på vegne af en anden, skal der som regel foreligge ét af nedenstående dokumenter:
- Fuldmagt til partsrepræsentation
- Aktualiseret fremtidsfuldmagt (via Familieretshuset)
- Værgemål eller flytning uden samtykke (via Familieretshuset)
Herudover kan det være en god idé, at søge råd og vejledning ved Visitationen eller en demenskoordinator i kommunen, hvis der er tale om ansøgninger vedrørende borgere med demenslidelser, samt særlige sociale eller psykiatriske problemstillinger.
Hvordan behandles ansøgninger om boliger i Solrød kommune?
Når din ansøgning om en visiteret bolig modtages, vil du som regel modtage et opkald fra en visitator, der vil lave en aftale med dig om, hvornår der kan foretages et besøg i dit hjem. Du kan forvente at besøget foretages indenfor 4 uger fra du har afleveret din ansøgning.
Visitationsbesøget foretages for at se på dine nuværende boligforhold og for at vurdere, om du opfylder kriterierne for at komme i betragtning til en visiteret bolig. Ud fra vurderingen laver visitatoren en indstilling til Visitationens boligvisitationsudvalg, der herefter behandler din ansøgning.
Ansøgningerne behandles på det førstkommende boligvisitationsmøde. Møderne holdes den første uge i hver måned.
Hvad sker der, når din ansøgning er behandlet?
Når din ansøgning er blevet behandlet i Visitationens boligvisitationsudvalg modtager du en skriftlig afgørelse på din ansøgning indenfor ca. 1 uge.
Hvis du indstilles til en bolig, optages du samtidig på venteliste. Det er vigtigt at være opmærksom på, at ventelisten er behovsbestemt og at boligerne ikke anvises efter tur. Det er derfor meget vanskeligt at sige, hvor lang ventetid, du må regne med. Du kan derfor heller ikke kontakte os og få oplyst, hvor du står på ventelisten ift. de øvrige borgere.
Hvordan anvises en bolig?
Når en ledig bolig kan anvises, afgør visitationsudvalget, hvilken borger der skal tilbydes den ledige bolig. Administrator udfærdiger lejekontrakt mv. og sender denne til borgeren.
Borgere, der flytter til kommunen eller som er brugere af Aktivitetscentret og med i kørselsordningen, visiteres specielt til Gulspurven i Solrød Center.
Kan du afslå et tilbud om en bolig?
Du kan godt afslå et tilbud om en anvist bolig. Afviser du to tilbud, vil kommunen vurdere, at du ikke længere har behov for en bolig. Du vil derfor blive slettet af ventelisten.
Hvis du på et senere tidspunkt får behov for en visiteret bolig, er du velkommen til at ansøge igen.