Christians Have har i alt 142 boliger fordelt på 14 afdelinger, der drives dels af kommunen og dels af privat leverandør alle på helt ens vilkår.
I den kommunale del af Christians Have har vi 80 boliger fordelt på 7 bogrupper. Idegrundlaget er, at vi tilstræber at være et sted, der minder om tiden, før man blev svækket og er så hjemligt som muligt. Heriblandt, at man som beboer har mulighed for at bevare en tilværelse med daglige gøremål og overskuelige rammer i et trygt fællesskab.
Vi bestræber os på at være et hus, hvor fællesskab, ansvar og indflydelse er bærende værdier, og hvor vi som personale og ledelse også forpligter os på værdier som tillid, ordentlighed og nysgerrighed.
Til hver bogruppe hører fast tilknyttet personale. Det er social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, rengøringspersonale og unge ’spirer’, der går til hånde og er med til at sprede energi og glæde.
I huset har vi ligeledes aktivitetsmedarbejder og en fast stab af trofaste frivillige, der er med til at gøre Christians Have kommunal del til et hus fyldt med liv.