Område B - Øst for Strandvejen
Område B øst for Strandvejen dækker området fra Ventegodsvej til kommunegrænsen ved Skensved Å. Det samlede område B er kendetegnet af laguneområdet Staunings Ø. Laguneområdet er naturbeskyttet ved Natura-2000 fredning og indeholder lokal beskyttet natur.
I område B er sikringsniveauet fastlagt til kote 2,5m. Der etableres et landdige, der lægges som en kombination mellem et dige og højvandsmur på hele strækningen fra Ventegodsvej til Skensved Å. Diget etableres på ydersiden af den eksisterende sti ud mod kysten. Diget og højvandsmuren anlægges, således de kan forhøjes, når det bliver nødvendigt, uden at der skal inddrages yderligere arealer til kystbeskyttelse. Derudover etableres et dige på den nordlige brink af Skensved Å. Diget placeres i de tilstødende haver.
Idet myndighedsbehandlingen i område B indbefatter behandling i forhold til Natura 2000 området og forskellige typer udpeget natur, blev det tidligere besluttet at man afventede gennemførslen af projektet til en senere byrådsbehandling.
Kystsikringen genoptages ved område B
Den 19. juni 2024 traf Byrådet beslutning om at genoptage kystsikringen af område B, der dækker området fra Skensved Å i syd til Ventegodtsvej i nord, øst for Strandvejen. Byrådsbeslutningen, fra april 2019, om at kystsikringen i område B skal bestå af et landdige langs indersiden af lagunen, der anlægges som en kombination af jorddiger og højvandsmure, fastholdes. Endelig traf Byrådet beslutning om at ansøge Miljøministeren om muligheden for at afskære klageadgangen i forbindelse med tilladelsen til kystsikringsanlæggene i område B.
Status på projektarbejdet
Solrød Kommune har indgået aftale med rådgivningsvirksomheden COWI om udarbejdelse af et projektforslag for kystsikring i område B.
Netop nu arbejdes der med udformningen af kystsikringsløsningen så den kan endeligt fastlægges. Herunder hvor de forskellige typer af kystsikring skal anvendes, hvor anlægget skal placeres, og den endelige højde. COWI vurderer ud fra nyeste data bl.a. om sikringsniveauet på kote 2,5 fortsat er fyldestgørende, og om i hvilket omfang der skal tages højde for eksempelvis bølgepåvirkning.
Arbejdet indebærer bl.a. at der skal foretages geotekniske undersøgelser og afholdes møder med berørte borgere.
Der er udsendt nyhedsbreve, som du kan finde nedenfor, til beboere i område B. Derudover er der i oktober 2025 og januar 2026 afholdt et møde med grundejere i området. Referater og præsentationer fra møderne kan du også finde nedenfor.
Udførelse af geotekniske boringer
Solrød Kommunes rådgiver har udført geotekniske boringer i område B i januar/februar 2026.
Du kan læse mere om de geotekniske undersøgelser og se placeringen af boringerne under 'Aktuelt i område B' nedenfor.