Kompensationsydelse kan bevilges, hvis du som forælder har en nødvendig ekstra udgift, som følge af dit barns funktionsnedsættelse. En nødvendig ekstra udgift kan f.eks. være:
- Medicin
- Sondemad
- Ekstra vask- og tøjbrug
- Aflastning
- Transportudgifter
- Drift af handicapbil
Ofte har du udgifter til flere af ovenstående ting samtidigt. Kompensationsydelse udregnes ved, at vi f.eks. kigger på, hvor meget du vasker mere end en gennemsnitlig familie.
Du kan ikke søge om kompensationsydelse til forbrugsgoder man normalt har i et hjem, f.eks. fjernsyn, pc, cykel, mobil osv.
Formålet med kompensationsydelsen er dels at kompensere for barnets nedsatte funktionsevne, dels medvirke til, at I som familie kan leve så normalt som muligt.
Solrød Kommune har en politisk fastsat sagsbehandlingstid på 12 uger.
Hvis behovet for kompensationsydelsen bortfalder eller ændrer sig, har du/I pligt til at oplyse os om det.
Hvem kan søge om kompensationsydelse?
Du kan søge om kompensationsydelse, hvis du er forælder til et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Barnet skal forsørges af jer i hjemmet.
Hvis dit barn er indlagt på sygehus, er på aflastningsophold eller midlertidigt går på kost- eller efterskole, er dit barn fortsat berettiget til kompensationsydelse. Hvis dit barn er anbragt uden for eget hjem, f.eks. i familiepleje eller på en døgninstitution, kan du ikke modtage kompensationsydelse.
Du kan få kompensationsydelse, hvis du på et år har nødvendige ekstra udgifter på mindst 6.960 kr. (2026). Ydelsen er uafhængig af indkomst og er skattefri. Du skal selv administrere ydelsen på årsbasis.
Hvis en anden skal søge på dine vegne, skal vedkommende bruge en fuldmagt.
Økonomi
Kompensationsydelsen gives som en fast månedlig ydelse, der beregnes ud fra et overslag af jeres nødvendig ekstra udgifter - normalt for et år ad gangen.
Når du modtager en løbende kompensationsydelse, har du desuden mulighed for at få dækning af enkeltstående nødvendige ekstra udgifter uden regulering af den månedlige ydelse. F.eks. udgifter til reparation af handicapbil, eller udgifter i forbindelse med en uforudset hospitalsindlæggelse.
Alternative muligheder, hvis I får afslag
Hvis det viser sig, at der ikke er grundlag for at få dækning af medicinudgifter, kan du/I evt. kontakte din læge, der kan søge om tilskud til medicinen hos Lægemiddelstyrelsen. Lægemiddelstyrelsen vurderer ud fra en række kriterier, om du er berettiget til et individuelt tilskud.
Læs mere om medicintilskud på Sundhed.dk