Information om behandling af dine personoplysninger ved videoovervågning

Når du opholder dig i Solrød Kommunes lokaler og på udendørs områder, kan det være, at du bliver optaget af kommunens videoovervågning.
Her forklarer vi, hvorfor vi foretager denne overvågning, det lovmæssige grundlag, og hvordan vi behandler optagelserne fra overvågningen.

Hvad er formålet med at foretage videoovervågning?

Solrød Kommune foretager videoovervågning på steder, hvor der er behov for at forebygge kriminalitet, øge trygheden for de personer, der færdes i det overvågede område, eller hjælpe til opklaring af kriminalitet. I de tilfælde, hvor der foretages videoovervågning, er der opsat skiltning, som informerer dig om det.

Vi behandler oplysninger om dig, som fremgår af optagelserne fra det videoovervågede område. Det kan omfatte:

  • Almindelige personoplysninger såsom tidspunkt for ophold på det videoovervågede område
  • Strafbare forhold og lovovertrædelser, hvis du udfører kriminelle handlinger på optagelserne
  • Følsomme personoplysninger, eksempelvis at man via optagelserne kan udlede oplysninger om dit helbred, din religion, din seksualitet, etnicitet eller særlige fysiske kendetegn, som kan identificere, at det er dig. 

Det lovmæssige grundlag for behandlingen sker med hjemmel i lov om tv-overvågning, databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e og 9, stk. 2, litra f og databeskyttelseslovens §8.
Eventuel videregivelse til politiet sker i overensstemmelse med lov om tv-overvågning og databeskyttelseslovens §8. Optagelserne bliver ikke offentliggjort, videregivet eller vist til andre end til politiet, medmindre du har givet dit udtrykkelige samtykke hertil, eller hvis videregivelsen følger af lov.  

I tilfælde af tyveri, hærværk, vold, overfald eller mistanke om en hændelse vil kommunen eller kommunens vagtfirma gennemgå optagelserne. Optagelserne vil indgå i en anmeldelse til politiet. Politiet kan også bede om at få udleveret en optagelse, hvis de har mistanke om, at der er begået en kriminel handling. 

Oplysningerne slettes senest 30 dage efter optagelsen. Oplysninger, der indgår i en verserende sag, kan blive gemt, så længe der foregår en undersøgelse. 

Databeskyttelsesforordningen giver dig en række rettigheder i forhold til behandling af dine oplysninger. Du har ret til at klage, få indsigt, gøre indsigelse, begrænse, berigtige og i visse tilfælde at få slettet dine oplysninger. Det kan du læse mere om på Solrød Kommunes side om databeskyttelse.

Kontakt

Center for Politik og Digitalisering

Telefon: 56 18 20 00

Email: cpd@solrod.dk

Solrød Center 1, 2680 Solrød Strand

Vi anbefaler, at du bruger sikker mail, når du skriver til os.

Skriv via Borger.dk (Borger)