Når borgere i Solrød Kommune søger om at bygge nyt eller bygge om, går der i gennemsnit kun 13 dage, før kommunen har behandlet deres ansøgning. På landsplan er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 55 dage. Det placerer endnu en gang Solrød Kommune blandt de absolut hurtigste i landet, når det gælder byggesager for enfamiliehuse.
Også Dansk Industri placerer Solrød Kommune blandt de hurtigst i landet til byggesagsbehandling helt generelt med et gennemsnit på 14 dage. DI’s analyse, er lavet på baggrund af KL’s tal ud fra et samlet gennemsnit for sagsbehandlingen på tværs af forskellige former for byggesager, og her ligger Solrød Kommune på en 5. plads ud af alle landets kommuner.
Solrød Kommune har arbejdet målrettet med at nedbringe sagspuklen på alle typer byggesager, så både nye og ældre sager løbende kan afsluttes, og den generelle fremgang på området glæder formand for Natur-, trafik- og planudvalget, Bo C. Christiansen
“Det er rigtig positivt, at vi fastholder en topplacering, når det gælder sagsbehandlingstiden på byggesager. Det betyder meget for både borgere og virksomheder, at de hurtigt kan komme videre med deres byggeprojekter. Samtidig er det positivt, at fremgangen også er sket på andre byggesagsområder, og at der fortsat er fokus på, at afgørelser sker med den nødvendige vejledning til borgerne undervejs,” siger Bo C. Christiansen.
Langsigtet indsats bag resultaterne
Den korte sagsbehandlingstid er resultatet af en målrettet indsats gennem flere år.
Byrådet besluttede i december 2020 at tilføre ekstra ressourcer til byggesagsområdet i Solrød Kommune med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiderne og reducere den opbyggede sagspukkel. Siden har kommunen arbejdet systematisk med at styrke sagsstyring, ensartethed og kapacitet i byggesagsbehandlingen, så både nye ansøgninger kan behandles hurtigere, og ældre sager løbende kan afsluttes. Samtidig besluttede byrådet tilbage i 2024 at indføre et fast byggesagsgebyr på 1.000 kr.
Ifølge borgmesteren viser den nye opgørelse, at den målrettede indsats fortsat giver resultater:
”Vi er en bosætningskommune, og derfor betyder det meget for byrådet, at borgerne møder en hurtig og serviceminded byggesagsbehandling, så éns boligdrømme ikke må udsættes unødigt. Vi har derfor haft et stort fokus på at skabe en mere effektiv byggesagsbehandling. Samtidig er det vigtigt at understrege, at hurtighed ikke kan stå alene. Det er mindst lige så afgørende, at afgørelserne har høj kvalitet og kan holde, hvis de bliver prøvet af i klagenævnet. Derfor har vi fokus på både at være effektive og samtidig kunne stå på mål for de afgørelser, vi sender ud af huset. Den balance vil vi fortsat holde fast i,” siger Emil Blücher.
