Farvel til heldagsparkering: Nye regler skal give borgerne bedre plads ved rådhuset

23-03-2026
Nyhed

3-timers parkering og nye p-pladser ved Solrød Byvej skal sikre bedre parkeringsforhold ved Solrød Rådhus. Samtidig er der planer om 3-timers parkering langs dele af Strandvejen i Solrød Bymidte.

På billedet ses en markering af de i teksten nævnte p-pladser.

Et hurtigt ærinde i Borgerservice eller et kig efter en god bog hos Solrød Bibliotek og Kulturhus kan i dag blive forsinket af jagten på en parkeringsplads. Men snart bliver det lettere for borgerne at finde en ledig parkeringsplads nær Solrød Rådhus.

Byrådet har nemlig besluttet at indføre tidsbegrænset parkering på den del af parkeringsområdet ved Solrød Rådhus, der ligger tættest på Borgerservice og Solrød Bibliotek og Kulturhus. Det betyder, at det på de i alt 14 pladser kun vil være muligt at parkere i op til 3 timer i tidsrummet kl. 6-18.

“Alt for mange oplever i dag at køre forgæves efter en parkeringsplads ved rådhuset, fordi pladserne bliver brugt til heldagsparkering. Med tidsbegrænset parkering på de udvalgte pladser sikrer vi, at de bliver brugt til det, de er tiltænkt – nemlig borgere med et ærinde,” siger Bo C. Christiansen, formand for Natur-, trafik- og planudvalget.

Tidsbegrænsningen er gældende så snart, der er sat skilte op.

Nye pladser                                                                                                                                        

Samtidig har byrådet besluttet, at der fra næste år skal etableres ca. 12 nye parkeringspladser i den modsatte ende af p-pladsen på græsarealet mellem den eksisterende p-plads og Solrød Byvej.

”De ekstra pladser skal være med til at aflaste presset på området og samtidig mindske antallet af uhensigtsmæssige parkeringer på veje og i rabatter,” siger Bo C. Christiansen.

Undersøger tidsbegrænsning langs Strandvejen

Også et andet sted i bymidten kigger byrådet nu på, om der skal indføres 3-timers parkering. En række butikker langs med Strandvejen har nemlig fortalt kommunen, at flere af de tidsubegrænsede p-pladser langs med Strandvejen i stigende grad bliver brugt til heldagsparkering.

“Når pladserne langs Strandvejen i mange timer ad gangen er optaget, bliver det svært for kunderne at finde en plads, når de skal handle. Derfor ser vi på muligheden for 3-timers parkering, ligesom vi allerede kender det fra Solrød Center,” siger Bo C. Christiansen

Forslaget om tidsbegrænset parkering sendes i høring hos tilstødende grundejere langs med Strandvejen, og herefter skal byrådet tage stilling til, om den tidsbegrænsede parkering skal være en realitet.

Fakta

Et enigt byråd godkendte på byrådsmødet den 23. marts 2026 at indføre tidsbestemt parkering på p-pladserne ved Solrød Rådhus tættest på Borgerservice og Solrød Bibliotek og Kulturhus samt at etablere ca. 12 nye parkeringspladser i området. Etableringen af de nye pladser forventes at koste omkring 200.000 kr. og indgår i kommunens kommende budgetlægning for 2027-2030.

På samme mødet godkendte byrådet at sende planen om 3-timers parkering langs dele af Strandvejen i Solrød Bymidte i høring.