Borgmester Emil Blücher lagde for nylig vejen forbi virksomheden Champagne Dråben, hvor tre lokale ildsjæle har skabt et nyt mødested for både solrødder og andre besøgende. Baren er resultatet af 15 års kærlighed til champagne og en passion for at formidle oplevelser – og den entusiasme kunne mærkes tydeligt under besøget.
Her blev borgmesteren taget imod af ejerne, som delte deres erfaringer og idéer til, hvordan lokalområdet kan udvikle sig. Samtalen kom både omkring kommunens nye turismestrategi, hvordan bymidten kan styrkes, og hvordan der kan skabes endnu mere liv langs Solrød Strandvej.
“Det er inspirerende at møde engagerede erhvervsdrivende, som både brænder for deres virksomhed og for at bidrage til fællesskabet, og jeg er meget glad for de input, jeg fik med hjem fra besøget. Vi havde en god snak om, hvordan kommunen kan understøtte livet i bymidten og skabe mere liv langs Solrød Strandvej. Det er vigtigt at have tæt dialog med virksomhederne, så vi sammen kan skabe de bedste rammer for erhvervslivet og for byens borgere,” siger borgmester Emil Blücher.
Ejerne af Champagne Dråben, Joy Dorherty, Thomas Eltorp og Christina Beringskjold og, understregede under besøget vigtigheden af fællesskab blandt de erhvervsdrivende.
“Vi sætter pris på, at kommunen tager sig tid til at lytte til os. Vi har et stort ønske om, at de lokale erhvervsdrivende kan stå mere sammen, skabe netværk og lave fælles aktiviteter, som kan tiltrække både solrødder og turister. Det vil være til glæde for hele bymidten og strandvejen,” fortæller Joy Dorherty på vegne af de tre ejere.
Besøget blev også brugt til at drøfte, hvordan Champagne Dråben kan gøre brug af de tilbud, der findes i Solrød Kommunes erhvervsservice – bl.a. kommende arrangementer med fokus på digital udvikling og detailhandel.
