Vores verden forandrer sig hurtigt i disse år, og både kommunen og borgerne står over for nye udfordringer, der stiller større krav til begge. For når krisen rammer er vi hver især nødt til at være forberedt. Men hvordan forbereder vi os bedst muligt på en krise? Det var udgangspunktet for Beredskabstopmødet i Solrød Kommune.
”Vores ønske er at gøre beredskab til noget, vi taler om sammen – ikke først når krisen opstår. Vi ville med topmødet gerne give borgerne både viden, inspiration og konkrete redskaber til, hvordan man kan forberede sig og hjælpe hinanden. For beredskab er ikke kun noget, som myndighederne – kommunen eller Christiansborg - står for. Vi har alle sammen et ansvar, og vi står stærkere sammen, hvis krisen rammer,” siger borgmester Emil Blücher.
Solrød Plads var under topmødet fyldt med informationsstande fra aktører, som blandt andet brandvæsnet, Beredskabsforbundet og KLAR Forsyning, der hver især gav deltagerne viden og gode råd om blandt andet hjemmeberedskab, brandsikkerhed, klimatilpasning og stormflod. Du kunne også blive klogere på Solrød Kommunes klimatilpasningsindsats og beredskabsplanlægning.
Der var desuden fokus på, hvordan lokale fællesskaber, grundejerforeninger og nabonetværk kan spille en vigtig rolle i krisesituationer, og hvordan de lokale ressourcer kan bringes i spil, hvis der bliver brug for det.
