De frivillige blev fejret i Solrød Kommune

28-09-2026

Traditionen tro var alle frivillige i Solrød Kommune inviteret til FrivilligFejring for at anerkende og hylde deres store arbejde i hverdagen.

Der bliver hver eneste dag lagt mange frivillige timer rundt omkring i Solrød Kommune, så unge, voksne og ældre solrødder kan være sammen om forskellige aktiviteter. De frivilliges store arbejde fortjener at blive hyldet, og derfor samlede Solrød Kommune alle kommunens frivillige til mad, underholdning og prisuddeling til årets FrivilligFejring.  

 

”Vi er så privilegerede i Solrød Kommune af at have så mange fantastiske frivillige kræfter, der uge efter uge står klar til at skabe noget for andre. Det er prisværdigt, og jeg er glad for, at vi kan vise lidt af vores taknemmelighed ved at invitere dem til en aften som FrivilligFejringen,” siger Morten Scheelsbeck, der er formand for Senior-, kultur- og fritidsudvalget.

 

Frivillighedsprisen gik til formand for fællesforening

I år var hele 29 frivillige blevet indstillet af deres medfrivillige til årets Frivilligpris. Prisen gik til Bjørn-Erik Jørgensen for sit arbejde som formand for Solrød Vandsport.

 

“Bjørn-Erik har arbejdet utrætteligt for at skabe de rigtige rammer omkring samarbejdet mellem de mange forskellige foreninger ved Strandens Hus. Det har været en stor opgave, som Bjørn-Erik har taget på sig med engagement og vedholdenhed, hvilket fortjener den anerkendelse, det er, at blive årets vinder af Frivillighedsprisen,” siger Morten Scheelsbeck, som i år fik æren af at uddele prisen.

 

Vinderne af de øvrige priser, som Solrød Kommune stod bag, blev Hans Thorsen og Klaus Rysø, der fik Kulturprisen for deres initiativ med Musik i Solrød, Povl Knudsen, der blev hædret med Årets Ildsjæl for sit arbejde med at lægge fundamentet for Hemingway Club Denmark og Joy Heidi Nowicki Pedersen, der fik den nye Handicappris for sit utrættelige arbejde for Dansk Blindesamfunds Kreds Østsjælland.

 

Derudover uddelte Solrød Idræts Union også tre priser. Årets idrætspræstation gik til U17 Herrer – Solrød Comets, Lederprisen fik Rikke Sandberg fra Solrød Comets, mens Ungdomstrænerlegatet gik til trænerteamet i Svøm for Sjov.

 

”Det er en fornøjelse hvert år at være med at til hædre alle kommunens frivillige for deres store arbejde i hverdagen. De frivillige gør en forskel for andre ved at stable arrangementer, træninger og foreningsaktiviteter på benene hver eneste uge, og derfor fortjener de frivillige også al den anerkendelse, de får til FrivilligFejring,” siger borgmester Emil Blücher, der var med til at åbne årets FrivilligFejring.

 

Årets prismodtagere til FrivilligFejring. Foto: Solrød Fotoklub

Fakta

Byrådet i Solrød Kommune indstiftede i 2009 Frivillighedsprisen, og den gives som påskønnelse af en person, forening, organisation eller institution, der har gjort en særlig indsats for det frivillige sociale arbejde i Solrød Kommune. Det er Kultur- og naturudvalget, der på baggrund af indstillinger udvælger prismodtageren. Ud over anerkendelse følger der 7.000 kr. med prisen.

Kontakt

Center for Kultur og Fritid

Telefon: 56 18 28 04

Email: ckf@solrod.dk

Solrød Center 4, 2680 Solrød Strand

Vi anbefaler, at du bruger sikker mail, når du skriver til os.

Skriv via Borger.dk (Borger)