KLAR Forsyning renoverer udløbsledning

26-08-2026

Renoveringen af Solrød Renseanlægs udløbsledning medfører, at KLAR Forsyning skal fælde få træer.

For at sikre en stabil drift renoverer KLAR Forsyning udløbsledningen fra Solrød Renseanlæg. Renoveringen sker ved hjælp af en såkaldt strømpeforing, hvor ledningen får en ny, tæt indvendig belægning.

Strømpeforingen skal forhindre rødder i at trænge ind i ledningen og begrænse dens kapacitet. Det er vigtigt, fordi en reduceret kapacitet kan påvirke driften af renseanlægget. Renoveringen er derfor nødvendig for fortsat at sikre, at borgerne i Solrød Kommune kan komme af med deres spildevand.

Arbejdet bliver udført i uge 35–40. Du kan se tidsplanen på KLAR Forsynings hjemmeside.

For at kunne udføre arbejdet skal KLAR Forsyning grave en brønd på stranden fri. Derudover er det nødvendigt at fælde ét til to træer ved to brønde på Duevej. Solrød Kommune har givet tilladelse til dette.

Kommunen har også givet tilladelse til, at dele af arbejdet kan foregå uden for normal arbejdstid. Det gælder:

  • selve strømpeforingen
  • opsætning og nedtagning af en portal, der fører en midlertidig udløbsledning over Solrød Strandvej 
  • opsætning af en pumpe på renseanlægget. 
     

Pumpen skal føre det rensede spildevand over i en midlertidig udløbsledning, mens arbejdet står på.

KLAR Forsyning har informeret, de borgere, der bliver direkte berørt af arbejdet, individuelt.

Kontakt

Center for By og Bæredygtighed

Solrød Center 1
2680 Solrød Strand

E: CBB@solrod.dk
T: 5618 2000

Send sikker mail