Traditionen tro er der meget, der fungerer rigtig godt i Solrød Kommunes folkeskoler. Det viser en ny kvalitetsudviklingsrapport for skoleåret 2024/2025, som slår fast, at kommunens folkeskoler leverer solid faglighed, har dygtige lærere og stabile trivselsresultater blandt eleverne.
”Det er dejligt at få bekræftet, at vores folkeskoler stadig er rigtig gode, og at vi har et stærkt fundament, som vi skal værne om og udvikle videre på. Samtidig er det også tydeligt, at vi står med en stor opgave i den nærmeste fremtid. Tendensen i forhold til elevernes fravær går den forkerte vej, og der er en stigning i elever, der har skolevægring. Karaktergennemsnittet er i gennemsnit også faldet lidt set i forhold til tidligere år. Det er ekstremt vigtigt, at vi får sat ind på den rigtige måde, så vi bliver ved med at have gode folkeskoler i kommunen, hvor vores børn og unge både kan trives, lære og udvikle sig,” siger Regine Hovmøller, formand for Familie- og uddannelsesudvalget.
Rapportens resultater
De overordnede konklusioner i rapporten viser bl.a., at:
· Elevernes trivsel er stabil og ligger på niveau med resten af landet.
· Fraværet blandt eleverne stiger dog svagt, og ca. 30 elever har skolevægring.
· Lærernes faglige kompetencer ligger over landsgennemsnittet.
· Kommunens skoler drives inden for et lavt udgiftsniveau pr. elev sammenlignet med andre kommuner - lige under 78.000 kr. per elev mod et landsgennemsnit på lidt over 93.000 kr.
Rapporten viser også nogle udviklingstendenser, som kommunen følger tæt – elevtallet forventes at stige i de kommende år, klassekvotienterne ligger over landsgennemsnittet, og der ses en svag stigning i fraværet.
Derudover er karaktergennemsnittet ved 9. klasses afgangsprøver i skoleåret 2024/2025 7,4, hvilket er et mindre fald i forhold til året før. Resultatet ligger dog fortsat på niveau med de socioøkonomiske forhold, som tager højde for elevernes baggrund.
Rapporten er den første af sin slags, og formålet med den er at danne et fælles udgangspunkt for dialogen mellem politikere, forvaltning, skoleledelser og borgere om udvikling og kvalitet i Solrød Kommunes skolevæsen. Kvalitetsudviklingsrapporten bliver fremover udarbejdet hvert år.
