Vær med til at præge nyt naturområde

29-10-2025

Det er stadig muligt at komme med konkrete input til skitseprojektet for det nye naturområde ml. Havdrup og Solrød Landsby.

Fredag d. 10. oktober 2025 blev der afholdt et åbent arrangement for borgere med markvandring og idéudveksling. Her fik de fremmødte borgere mulighed for at komme med input til projektet, og det er stadig muligt at komme med flere gode idéer eller forslag til et nyt navn for området.

Send gerne jeres input via mail på CBB@solrod.dk senest d. 3. november 2025.

Solrød Kommune, Naturstyrelsen, KLAR Forsyning og HOFOR samarbejder om at etablere et nyt naturområde omkring Solrød Bæk ml. Havdrup og Solrød Landsby. Projektet udspringer af et behov for at reducere risikoen for oversvømmelser og for at beskytte grundvandsindvindingen i området. Ved at udtage landbrugsjord, genskabe Tykmosen og rejse skov på arealer langs Solrød Bæk opstår der et nyt naturområde, som også giver plads til nye rekreative udfoldelsesmuligheder.

Borgere og relevante naturorganisationer mfl. har fortsat mulighed for at komme med input og idéer frem til d. 3. november 2025. Særligt med henblik på hvilke naturmæssige og rekreative oplevelser I kunne ønske jer af området i fremtiden.

Se Naturstyrelsens forslag til skovrejsningskort.

Det er også muligt på længere sigt at deltage i et såkaldt Skovrejsningsråd. Rådet giver Naturstyrelsen gode råd til den konkrete udformning af skovrejsningsprojektet og til inddragelse af interesser i projektet m.v. Giv gerne en tilbagemelding, hvis I synes det lyder interessant.

Sidst, men ikke mindst, er der også mulighed for at komme forslag til et nyt navn for det kommende naturområde.

 

Vi håber på, at skitseprojektet for det nye område bliver færdigt og godkendt i starten af det nye år, hvorefter processen med anlægsprojektering og myndighedsansøgninger begynder. Hvis alt går vel, kan anlægsarbejdet og de første beplantninger være afsluttet i 2028.

 

Læs mere om projektet her: Vand- og naturprojekt Solrød Bæk

Fakta

Aktuelt har 6 lodsejere solgt 88 ha ind til projektet, som Naturstyrelsen nu råder over, og HOFOR har indgået frivillige aftaler om sprøjtefri dyrkning med yderligere 7 lodsejere med knap 30 ha i området. I alt er der knap 140 ha i området, hvor der i dag ikke må sprøjtes. Det giver mulighed for, at de mange hektar jord kan ændre sig fra dyrkede landbrugsmarker til et naturområde med lysåbne tørre og våde enge, varieret skov og et vandløb med sving og bugtninger, der giver bedre plads til naturen.

Kontakt

Center for By og Bæredygtighed

Solrød Center 1
2680 Solrød Strand

E: CBB@solrod.dk
T: 5618 2000

Send sikker mail