I Solrød Kommune er der god grund til at være stolt af DI Byggeris seneste opgørelse over, hvor længe borgerne rundt om i landet skal vente på at få behandlet deres byggesager. Kommunen er nemlig gået fra en ikke særlig flatterende plads som nr. 90 i 2022 til en flot 4. plads i 2024.
”På kun 2 år er det lykkedes at skære 117 dage af den gennemsnitlige byggesagstid. Det er et sindssygt flot resultat, som vi med rette kan være meget stolte af. Det har både krævet en klar politisk prioritering og benhårdt arbejde fra dygtige medarbejdere, som har arbejdet ihærdigt for at sikre en kortere ventetid,” siger Morten Scheelsbeck, formand for Kultur- og Naturudvalget, som roser de dedikerede medarbejdere for deres store arbejdsindsats.
Den markante forbedring skyldes nemlig, at byrådet tilbage i 2022 satte gang i et omfattende 360 graders eftersyn af byggesagsområdet. Siden da har kommunens medarbejdere vedholdende og målrettet arbejdet med, hvordan borgerne bliver mødt af kommunen, og der er arbejdet med at optimere processer, implementere ny teknologi og forbedre informationen til borgerne.
Der er bl.a. blevet etableret en visitationsenhed, der sikrer en hurtig respons på nye ansøgninger, ligesom et nyt it-system til sagsbehandlingen har givet bedre overblik over sagerne og sagsstyringen. Der er desuden indført et fast byggesagsgebyr på private byggesager på 1.035 kr., taget hånd om gamle byggesager og generelt opdateret på både informationen og kommunikationen til ansøgere.
”Det har været et stort fokus fra byrådets side at få vendt skuden, og det er i den grad lykkedes. Solrød er en bosætningskommune, og det er derfor også kun rimeligt, at vores borgere har en berettiget forventning om en effektiv byggesagsbehandling,” siger borgmester Emil Blücher og fortsætter:
”I byrådet vil vi blive ved med at følge udviklingen på området tæt, så vi kan fortsætte med at støtte op om de dedikerede medarbejderes gode arbejde og holde sagsbehandlingstiden nede,” siger borgmester Emil Blücher.