Da Mads Hagel-Olsen som 2-årig første gang trådte ombord på forældrenes sejlbåd, var det starten på en livslang passion for både og sejlads. I dag - mange år senere - har han selv designet og bygget sin første miljøvenlige speedbåd og driver virksomheden Supermarine i Havdrup. Og for nylig fik han besøg af borgmester Emil Blücher og Solrød Kommunes erhvervsservice, der kom for at høre mere om virksomhedens udvikling og udfordringer.
Besøget hos Supermarine er en del af Solrød Kommunes arbejde med at styrke dialogen med lokale virksomheder og understøtte deres vækst og udvikling. Under besøget blev der blandt andet talt om rekrutteringsbehov, eksportmuligheder og markedsføring af den nyudviklede Hagel-speedbåd.
”Jeg bliver gang på gang overrasket over de mange spændende virksomheder, vi har her i kommunen. Supermarine er et godt eksempel på, hvordan passion og faglighed kan forenes i et lokalt erhvervseventyr, og det vil vi i kommunen gerne være med til at bakke op om," fortæller borgmester Emil Blücher.
Fra Solrød Kommunes erhvervsservice deltog repræsentanter, som under besøget aftalte at hjælpe Supermarine med at finde ekstra arbejdskraft til den kommende sæson, og der blev aftalt et møde med Erhvervshus Sjælland, der kan bistå med rådgivning om eksport og mulig støtte til markedsføring i udlandet.
"Det betyder meget for mig at få besøg og sparring fra kommunen. Det giver mig mod på at tage næste skridt med Hagel-båden, som jeg har brugt mange år og ressourcer på at udvikle. Næste mål er at få den ud på det internationale marked," fortæller Mads Hagel-Olsen.
Supermarine servicerer til dagligt motor- og speedbåde fra hele Sjælland og tilbyder blandt andet opbevaring, reparationer og klargøring. Det er i denne daglige drift, Mads Hagel-Olsen henter midlerne til at forfølge sin drøm om en miljøvenlig high-end speedbåd bygget i Havdrup.