SSA-elever og sygeplejerskestuderende i Solrød Kommune har fået deres helt eget team

10-06-2025
Nyhed

På Plejecenter Christians Haves Rehabiliteringsafdeling er elever og studerende inden for omsorgs- og sundhedsområdet nu en del af en ny studieunit, der er oprettet på afdelingen. Her gives der plads til faglig refleksion og et stærkt fællesskab blandt eleverne.

Som en del af et nyt forsøg har social- og sundhedsassistentelever og sygeplejerskestuderende i Solrød Kommune fået deres helt eget team på Plejecenter Christians Haves Rehabiliteringsafdeling. I en studieunit planlægger eleverne arbejdsdagen, koordinerer opgaverne og sparrer med hinanden og deres vejledere i et trygt læringsmiljø.

”Vi får som elever og studerende et unikt fælles rum både fysisk og fagligt. Det giver tryghed, styrker fællesskabet imellem os, og så gør ansvaret os klar til virkeligheden som færdiguddannede. Det her initiativ gør virkelig en forskel i vores læring,” siger Christina Nielsen, der er social- og sundhedsassistentelev i Solrød Kommune og en af de første elever i den nye studieunit.

Øget ansvar og mere plads til refleksion er grundtanken bag det nye team, ligesom initiativet med studieuniten skal skabe et tættere samarbejde mellem eleverne og de studerende. Derfor har den nye unit også fået deres eget kontor, hvor det er muligt at fordybe sig, reflektere og sparre med de øvrige elever, studerende og vejledere. Det fortæller gruppeleder Anja Andersen, der er den ene af to medarbejdere, som står bag ideen.

”Vi ser det som en investering i fremtidens sundhedspersonale. Ved at give de studerende mere ansvar og et stærkt læringsmiljø, hvor der er opbakning fra dygtige vejledere, håber vi at øge deres faglige selvtillid og desuden vise Solrød Kommune som en attraktiv arbejdsplads efter endt uddannelse,” siger Anja Andersen.

Den nye studieunit kører i første omgang som et forsøg i resten af 2025, men evalueres løbende med input og justeringer fra både eleverne, de studerende og vejlederne, der er tilknyttet.

Kontakt

Plejecenter Christians Have

Telefon: 56 18 24 70

Email: plejecenter@solrod.dk 

Christians Torv 124, 2680 Solrød Strand

Vi anbefaler, at du bruger sikker mail, når du skriver til os.

Skriv via Borger.dk (Borger)