At Havets Folkemøde kommer til Stevns, har været kendt et stykke tid, men nu har Stevns Kommune meldt ud, at folkemødet bliver afholdt i Solgårdsparken.
"Solgårdsparkens naturskønne omgivelser ligger lige ud til Køge Bugt, så det er oplagt at lægge Havets Folkemøde her. Jeg glæder mig til politiske og faglige debatter i teltene om, hvordan vi skaber et bedre havmiljø i Køge Bugt, samt alle de øvrige aktiviteter, der på dagen indbyder til folkefest for alle aldre. Jeg håber, at vi ses," siger borgmester i Stevns Kommune, Henning Dam Nielsen.
Sammen om Køge Bugt
Køge Bugt Alliancen arrangerer Havets Folkemøde sammen med Danmarks Naturfredningsforening. Lokalformand i stevnsafdelingen, Michael Løvendal Kruse, glæder sig sammen med borgmesteren til at få folkemødet til Stevns:
"Havets Folkemøde er en festdag, som bringer mennesker sammen om en væsentlig dagsorden. Her kan vi dele perspektiver, og forhåbentlig også finde fælles bud på gode løsninger. F.eks. skal vi tale om Køge Bugt som marin naturnationalpark, og det er en samtale, jeg personligt glæder mig meget til", siger lokalformanden.
Alle interesserede er velkomne til Havets Folkemøde, der er en blanding af folkefest i vandkanten og debatter med politikere, aktivister og andre, der er optagede af havmiljøet i Køge Bugt.
Hvad er Køge Bugt Alliancen og Havets Folkemøde?
Køge Bugt Alliancen er et samarbejde mellem Solrød, Køge, Brøndby, Vallensbæk, Ishøj, Greve og Stevns kommuner med det formål at værne om havmiljøet i Køge Bugt. Havets Folkemøde afholdes i samarbejde mellem kommunerne i alliancen og Danmarks Naturfredningsforening. Det er tredje gang, der afholdes Havets Folkemøde. Første gang var i Køge, og sidste år var det i Brøndby, hvor ca. 1.400 mennesker lagde vejen forbi.
Formålet med folkemødet er at skabe opmærksomhed om havmiljøet i Køge Bugt, samle borgere, politikere og eksperter og ikke mindst bidrage til konkrete løsninger for at beskytte havet mod forurening og rovdrift. Folkemødet er en kombination af debat, workshops og aktiviteter for hele familien og markerer den nationale "Hop i Havet"-dag.
Læs mere om Køge Bugt Alliancen på alliancens hjemmeside