Nu er rådgiver til visionsplan for Solrød Center valgt

02-04-2025

Byrådet har valgt Team Grandville som rådgiver til udvikling af en visionsplan for Solrød Center

På billedet ses Ida Ingemann og Søren Houen Schmidt fra fra Grandville, som ser frem til at møde Solrød Kommunes borgere og brugere af Solrød Center i løbet af foråret og sommeren
På billedet ses Ida Ingemann og Søren Houen Schmidt fra Grandville, som ser frem til at møde Solrød Kommunes borgere og brugere af Solrød Center i løbet af foråret og sommeren.

Byrådet har besluttet at sætte gang i en ambitiøs visionsplan for Solrød Center, som skal medvirke til at styrke bymidtens liv, funktioner og attraktioner og imødekomme behovene for både nuværende og fremtidige generationer. Visionsplanen skal bl.a. med udgangspunkt i borgernes og brugernes viden og erfaringer, idéer og ønsker udvikle et fælles billede af fremtidens Solrød Center – en bymidte i Solrød, som alle vil være stolte af og have lyst til at besøge.

Byrådet har nu valgt Team Grandville som rådgiver for visionsplanprocessen, og rådgiverteamet vil allerede inden påske starte arbejdet med at analysere og tale med såvel borgere og centerforeningen, som foreninger, besøgende, grundejere m.fl.

Team Grandville består af flere rådgivere: Grandville, som er hovedansvarlig for visionsplanen og den omfattende borgerinddragelse; Urban Creators, som har ansvar for at understøtte dialogen med viden om bymidten; og endelig Schønherr, som vil levere viden til dialogen om klimatilpasning og biodiversitet.

Det endelige oplæg til visionsplanen forventes at blive præsenteret for borgere og politikere hen over efteråret.

Kontakt

Center for By og Bæredygtighed

Solrød Center 1
2680 Solrød Strand

E: CBB@solrod.dk
T: 5618 2000

Send sikker mail