Solrød Kommune indkalder til idéer og forslag til den kommende kommuneplanlægning for vand- og naturprojekt Tykmose Fælled.
Den 5. oktober 2026 godkendte Byrådet skitseprojektet for vand- og naturprojektet Solrød Bæk, som danner grundlag for det videre planarbejde. Samtidig besluttede byrådet, at det nye naturområde skal hedde Tykmose Fælled.
Kommunen gennemfører denne indledende inddragelse efter reglerne om kommuneplanlægning i planlovens § 23d.
Baggrund for planlægningen
Vand- og naturprojektet Tykmose Fælled skal bidrage til at klimatilpasse Havdrup, beskytte grundvandet, forbedre natur- og vandmiljøet samt skabe et nyt sammenhængende natur- og friluftsområde. Det omfatter blandt andet etablering af spildevandstekniske anlæg, genopretning af Tykmosen, nye skov- og naturområder samt rekreative muligheder. Der planlægges også større terrænændringer, herunder landskabelige bakker med en højde på cirka 3 til 4 meter.
Den kommende kommuneplanlægning omfatter en afgrænset del af det samlede projektområde, hvor der blandt andet skal etableres spildevandstekniske anlæg og gennemføres større terrænændringer.
Hvad skal ændres i kommuneplan 2025?
Solrød Kommune ønsker at udlægge en ny kommuneplanramme for det område, der er vist på kortet nedenfor. Den nye ramme skal skabe det overordnede planmæssige grundlag for områdets anvendelse til natur, klimatilpasning, spildevandstekniske anlæg og rekreative formål.
Kommuneplantillægget forventes alene at omfatte udlæg af den nye kommuneplanramme. Kommuneplanens eksisterende retningslinjer og geografiske udpegninger forventes ikke ændret. Der vil desuden blive udarbejdet en lokalplan for samme område. Lokalplanen skal fastlægge de nærmere bestemmelser for områdets anvendelse og indretning.

Billedet viser afgrænsningen af planområdet ift. det samlede vand- og naturprojekt Tykmose Fælled. Afgrænsningen er markeret med rød.
Hvad kan du komme med idéer og forslag til?
Solrød Kommune har allerede gennemført en omfattende lokal inddragelse i forbindelse med skitseprojektet, blandt andet gennem dialog med lodsejere og andre interessenter. På baggrund af den tidligere inddragelse gennemføres denne indledende indkaldelse af
idéer og forslag skriftligt.
Byrådet har godkendt skitseprojektets overordnede udformning og disponering. Indkaldelsen handler derfor om den kommende kommuneplanlægning og er ikke en fornyet projektudviklingsproces. Du kan fortsat indsende alle bemærkninger, der er relevante for planlægningen. Vi vil særligt gerne høre idéer og forslag om:
- Hensyn til natur, landskab og omkringliggende arealer.
- Forhold, som bør indgå i planlægningen.
- Andre planlægningsmæssige forhold af betydning for området.
Hvordan og hvornår kan du indsende idéer og forslag?
Du kan indsende idéer og forslag i perioden fra den 5. november 2026 til og med den 20. november 2026, begge dage medregnet. Send dine bemærkninger til cbb@solrod.dk.
Skriv gerne Bemærkninger – Tykmose Fælled i emnefeltet. Solrød Kommune skal have modtaget dine bemærkninger senest den 20. november 2026.
Hvad sker der efter fristens udløb?
De indkomne bemærkninger indgår i det videre planarbejde. Herefter udarbejdes et forslag til kommuneplantillæg og lokalplan. Som led i planarbejdet gennemføres en miljøvurdering af planforslagene.
Planforslagene og den tilhørende miljørapport forventes efterfølgende sendt i offentlig høring i 8 uger. I høringsperioden forventes der desuden afholdt et borgermøde om planforslagene.