Bymidten danner hen over sommer og efterår rammen om forskellige midlertidige indretninger og aktiviteter. Indsatserne drives af et nyt bymidtesamarbejde, der under overskriften ”Bedre Bymidte - Sammen om Solrød” har igangsat tre midlertidige projekter i Solrød bymidte. Formålet er at gøre bymidten endnu mere levende og attraktiv. Følgende aktiviteter er stadig i gang:
Kig forbi Bymidtekontoret
I Solrød Center 16 er der indrettet et bymidtekontor. Her kan du deltage i forskellige aktiviteter og events, selv stå for en fællesaktivitet eller høre om kommunens udvikling og processen med at udvikle fremtidens bymidte.
Alle borgere, ildsjæle, kulturaktører, erhvervsdrivende, foreninger m.fl. er velkomne til at byde ind med aktiviteter i lokalet, så længe de bidrager positivt til livet og attraktiviteten af Solrød bymidte. Aktiviteter, som bidrager positivt til fællesskab og sker i samarbejde mellem flere forskellige aktører er særligt velkomne. Hvis du har en konkret idé til en aktivitet i bymidtekontoret, er du velkommen til at skrive til jesper@vidalocal.dk
Der er ikke faste åbningstider - se ugens program og åbningstider på døren til bykontoret.
Nye oplevelser i Bibliotekshaven
Bymidtesamarbejdet har arbejdet for at gøre Bibliotekshaven mere attraktiv at opholde sig og gå på opdagelse i. Hen over sensommeren er haven blevet udsmykket og indrettet i tæt samarbejde med Biblioteket, Solrød Gymnasium og UngSolrøds erhvervsklasse. Haven indvies officielt mandag den 19. oktober kl. 17, hvor der vil være hygge, musik og spil - tilsat lidt halloweenstemning. Alle er velkomne til at kigge forbi.
Den legende bymidte
Cykellegebanen er en midlertidig indretning af bymidtens byrum. Det midlertidige projekt blev indviet i september og vil forblive indtil malingen slides væk. Vi bruger erfaringer fra den midlertidige indretning i det videre arbejde med udviklingen af Solrød bymidte.
Sænk farten i Centergaden
Mediedesign 10Solrød har lavet en kampagne, som skal hjælpe med at sænke farten i Centergaden. Kampagneplakaterne har hængt i Centergaden, og nu er håbet, at budskabet lever videre.
Husk alle jer selv og hinanden på, at vi alle skal vise hensyn og sænke farten i Centergaden. Munkekærskolen har rekorden i at cykle langsomt fra aktivitetspladsen til stationspladsen og tilbage igen. Rekorden er på 8 min. og 50 sekunder.
Gå til byudvikling
Nu kan du tilmelde dig et kursus, hvor du lærer at se Solrød med andre øjne. Kurset er for alle, der er nysgerrige på Solrøds Bymidtes udvikling. Du behøver hverken have erfaring med byudvikling eller særlig faglig viden – bare lyst til at se nærmere på byen og dele dine perspektiver. Kurset er en del af ”Bedre Bymidte – sammen om Solrød”, hvor der arbejdes på at realisere den visionsplan for Solrød Bymidte, der blev udarbejdet i 2025. Se separat fane, for nærmere information om tid, sted og tilmelding.
Vil du deltage i bymidtesamarbejdet?
Det næste møde i bymidtesamarbejdet forventes afholdt den 11. november. Hvis du ønsker at deltage, kan du tilmelde dig ved at sende en mail til CBB@solrod.dk.