Kommuneplanen sendes nu i høring: Hvordan skal Solrød Kommune udvikle sig i fremtiden?

29-01-2025

Sæt allerede nu kryds i kalenderen, så du kan komme med dine holdninger til den fremtidige udvikling af Solrød Kommune den 18. marts til borgermøde på Aktivets- og Frivilligcenteret og til tre ”drop ind” arrangementer den 27. februar og den 6. og 13. marts.

Den plan, der bestemmer de overordnede fysiske rammer for Solrød Kommune de næste 12 år, bliver nu sendt i høring.

Planen hedder Kommuneplan 2025, og den danner grundlag for kommunens udvikling og sætter fx rammerne for, hvilke lokalplaner byrådet kan planlægge for de forskellige områder i kommunen.  

Kommuneplanen er delt op i fem overordnede temaer, som er:

  • Byer og boliger
  • Erhverv og detailhandel
  • Klima og bæredygtighed
  • Natur, vand og land
  • Trafik og mobilitet

Forslaget til den nye kommuneplan er bl.a. udviklet på baggrund af borgerinput, som har givet anledning til konkrete ændringer om, at der fx skal være bedre mulighed for at skabe mere natur og biodiversitet flere steder i kommunen. Borgernes input har også ændret på udkastet til kommuneplanen i forhold til flere muligheder i eksisterende erhvervsområder og udvidede muligheder for handel langs Strandvejen som fx restauranter, caféer, take away og personlig pleje.

Står det til byrådet, får den endelige kommuneplan et endnu stærkere borgerfundament at stå på, og formand for Kultur- og naturudvalget, Morten Scheelsbeck, opfordrer alle borgere til at deltage aktivt i høringen og dykke ned i forslaget til kommuneplanen, kommentere på det og stille spørgsmål.

”Vi kan ikke gentage nok gange, at vi i byrådet altid virkelig gerne vil have input fra solrødderne. Hvis man fx har en holdning til, hvad der er værd at værne om her i kommunen, og hvad der skal udvikles, så kom og deltag i et af arrangementerne,” siger Morten Scheelsbeck. 

Borgermøde og ”drop ind” arrangementer

Høringen af Kommuneplan 2025 kommer til at løbe over 8 uger, og der er planlagt et borgermøde den 18. marts i Aktivets- og Frivilligcenteret i Solrød Center og 3 ”drop in” arrangementer rundt omkring i kommunen henholdsvis den 27. februar og den 6. og 13. marts kl. 15-18. Alle arrangementerne bliver annonceret på www.solrod.dk  

Når Kommuneplan 2025 sendes i høring, bliver den offentliggjort på www.solrod.dk under ’Aktuelt’ og ’Høringer og afgørelser’. Når høringsperioden starter, kan Kommuneplan 2025 også ses på https://kommuneplan.solrod.dk/

Fakta

Byrådet godkendte på byrådsmødet den 29. januar 2025 at sende forslag til Kommuneplan 2025 i høring i 8 uger.

En kommuneplan gælder i en 12-årig periode, men skal ifølge lovgivningen op til enten en hel eller delvis revision hvert 4. år. Denne revision af kommuneplanen er en delvis revision, som er inspireret af emnerne i Planstrategi 2023, der tager udgangspunkt i byrådets vision og pejlemærker.

Kontakt

Center for By og Bæredygtighed

Solrød Center 1
2680 Solrød Strand

E: CBB@solrod.dk
T: 5618 2000

Send sikker mail